To sider
Ventetid, mistilllid og frustration. Det danske asylsystem er som elastik i metermål. To LGBT flygtninge har oplevet det på tætteste hånd, da de søgte om asyl i Danmark.
Flugten
Mohamed Turay og Parisa Mousavi er begge flygtet fra deres hjemland grundet deres seksualitet. Fra Iran, gennem Tyrkiet, Grækenland og Europa, og fra Sierra Leone, via et langt ophold i Gambia, videre til Sverige. Nu er de begge endt i Danmark.
Kapitel 1



S
olens stråler bager fra en skyfri himmel i den lille landsby Yamandu i det østlige Sierra Leone. 15-årige Mohamed Turays nøgne krop afkøles i vandet, ved en nærtliggende flod, hvor han sammen med de andre børn leger. Tilbage i landsbyen er moderen på markedet for at sælge fisk sammen med de fem søstre, mens faderen har travlt med at lave forretning i en større by i området, hvor han som regel arbejde til sent.

Denne dag kom tre af Mohameds venner forbi hans værelse efter de havde været ved vandet. Langsomt trak de bukserne ned på ham. Nysgerrige Mohamed troede ikke at han gjorde noget forkert, for hans far, der også var den lokale Imam, havde aldrig talt om seksualitet. Det var tabu.

Fortabt i de andre drenges nøgne kroppe, glemmer Mohamed alt om tiden, og inden han ser sig om, kommer hans far ind gennem gardinerne, der hænger i indgangen til værelset. Her finder han den unge knægt nøgen på sengen, mens de tre venner gemmer sig under den.




Mohamed Turay
Yamandu, Sierra Leone
Video: 45 sekunder
Mohamed flygtede til en nærtliggende bush, hvor hans mor fandt ham. Her tog hun Mohamed med til en lokal healer, der skulle kurere ham. Efter tre måneder gav healeren op, og sendte ham til en anden healer i Conakry, Guinea.

Ni år som slave hos familien i Conakry, blev det til, inden Mohamed flygtede sammen med en håndfuld mænd han mødte på sin vej. Den 24 maj 1998 ankommer han, 24 år gammel, til Banjul, Gambia.




Ved det lokale marked kunne han sove på gaden, og tjene til dagen ved at prostituere sig selv til homoseksuelle sexturister. Tilværelsen som prostitueret var ikke noget for den unge mand, og efter flere år på voksenskole blev han underviser på en NGO støttet skole i Banjul. Fire år senere i 2002 bliver Mohamed skolekoordinator.
Efter mere end 20 år I Gambia, modtager Mohamed et schengen visa med hjælp fra en dansk og norsk kvinde fra NGO'en. Men blot tre uger inden han skal til Danmark, opdager myndighederne Mohamed og hans daværende kæreste, i deres lejlighed i Banjul, Gambia.

Homoseksualitet er ulovligt i Gambia, og Mohamed er i politiets varetægt i små tre uger, indtil han den 9.Maj 2016 formår at bestikke en politimand med mere end 5000 kr, flygte til lufthavnen og flyve til Danmark via Bruxelles. Eller det troede Mohamed.
For hvem han troede var en god ven gennem mange år, skulle følge Mohamed til Danmark. Det viste sig dog, at han havde andre intentioner med Mohameds rejse til Danmark.
Efter at være landet i Danmark, kom Mohamed nemlig fra Danmark til Sverige via tog. Hans betroede ven tog hans papirer, pas og kontanter og fortalte Mohamed at han nok skulle ordne alt. Siden den dag, har han aldrig set sin ven igen.
Video: 47 sekunder



Mormor og bror var I fuld gang med at anrette juice, snacks og søde sager. Halwa. Solen skinnede udenfor i Shiraz' støvede menneskefyldte stræder. Dette var ét-årsdagen for hendes fars død. En død der kom pludseligt. Da han fandt ud af, via andre veje, at hans datter var homoseksuel, fik han et hjertestop.

Parisa Mousavi tog med sin mor ud og delte ud ved en nærliggende moské. Da de kom hjem efter turen, gik de ind ad bagdøren til huset. Der var postyr ved hoveddøren. Nogle skændtes. Hun kunne høre hendes farbror.

"Nu har i dræbt ham, hvorfor vil i så vise at i er kede af det," lød det fra den vrede flok.

Hendes mors bror skubbede dem ud af entreen. Parisa satte sig ned og vidste ikke, hvad hun skulle gøre. De havde ikke set hende endnu. Hun tænkt hun måske kunne tale dem til fornuft, og ville derfor give det en chance ved døren. Så snart de så hende, blussede vreden op i deres ansigter, og døren blev slået ind. Parisa faldt.



Parisa Mousavi

Kish, Iran
Spark efter spark lod de ubudne gæster deres vrede løbe af over hendes krop. Det eneste hun kunne tænke på lige nu var døden. Hun ville bare forsvinde og ikke være i dette liv. Hvornår stopper denne konflikt, spurgte hun sig selv. De knugede sten i hænderne.

Pouria, Parisas bror, hjalp hende ind og fik lukket døren til. Sten efter sten efter sten ramte døren og resten af huset. Hendes onkel listede hende ud igen igennem bagindgangen og hjem til sig i den anden ende af byen.

"Du kan ikke blive i Iran. Ligemeget hvor du går hen her, så er du ikke sikker. De kan nemt finde dig her," sagde han.
Fra den tyrkiske storby Istanbul måtte Parisa følge de tusindvis af flygtninge mod en bedre tilværelse. To gange måtte hun forsøge at krydse middelhavet, før hun nåede Grækenland.

Efter adskillelige togture, nåede hun Danmark.

"Næste station, Padborg".

Hun steg af på den mennesketomme perron en regnfuld morgen. Der var en frisør, der var begyndt at åbne og Parisa spurgte om vej til busstationen. Der blev grinet. Der er langt til København!

Alligevel nåede hun Københavns Hovedbanegård en sen aften. Hun trådte ud i det det Københavnske knudepunkt. Her mødte hun andre flygtninge, som hun spurgte, hvor hun kunne overnatte. Hun ville videre til Sverige men da landet var nået kritiske niveauer af flygtninge, kom hun til Sandholm asylcenter.

Hun tog først til Tehran, hvor hun ventede i et par dage og derefter til byen Urmia i det iransk-tyrkiske bjergfyldte grænseland. Her blev hun samlet op af en familie, der hjalp hende videre til en lille landsby, hvor hun skulle vente i et lille hus uden vinduer. Dagene gik og tankerne strøg frem og tilbage mellem fortid, fremtid skyld og skam. Hvorfor skal jeg forlade mit land, hvad sker der med min familie, hvad skal jeg sige til mine venner.

Nogle dage senere bankede det på døren og det var tid til at komme videre i ly af mørket. Hun blev sat af ved foden af et bjerg og fik at vide at hun skulle gå op, hvor hun vil møde en person. Hun var ikke alene. Et par Iranske og afghanske familier og enlige skulle også med. Det var mørkt og koldt. Bønnerne lød på kryds og tværs af folkevandringen. Det gik op og ned ad bjergsider indtil jorden var begyndt at blive flad og solen lyste og varmede deres kroppe igen. Usikkerheden forsvandt lidt efter lidt.
Asylsagen
LGBT asylansøgere møder ofte et helt andet lag af problematikker når de søger asyl, end mange andre asylansøgere. De har ofte svært ved at bygge en tillid op til myndighederne, og frygten for at blive udsat for overgreb eller at tale frit kan hæmme LGBT asylansøgere i at fortælle sandheden, og især om deres seksualitet.

For mange er det første gang man skal tale om private og taburiserede emner foran en fremmed myndighedsperson. I en samtidig meget stresset sitation.
Kapitel 2
Sandholm, Allerød, Næstved, Nyborg, Brovst og til sidst til Dianalund. Parisa lærte hurtigt den danske landsdele at kende, hver gang et asylcenter skulle lukkes eller hun skulle flyttes et andet sted hen.

Hun var dog ikke ærlig med sin fortælling. Hun var bange. Bange for, at den iraner der oversatte hendes historie ville videregive oplysninger. Et af papirerne var en fuldmagt, hvor hun skulle acceptere at hendes oplysninger ville blive delt på tværs af myndigheder.

Alligevel samlede hun mod til sig, og med råd fra støtteforeningen LGBT Asylum, åbnede hun sig op.

"Jeg troede de ville acceptere mig, men de skrev - vi tror ikke på dig. Det var meget svært for mig. Hvordan kan jeg bevise, at jeg er den jeg er. Det var det andet chok for mig, siden jeg forlod mit land."
Asylproceduren i Danmark består af tre faser.


Første fase, en modtager fase, hvor man kommer hertil, man bliver indkvarteret i Sandholm, får taget fingeraftryk og får afgjort om man skal have behandlet sin asylsag i Danmark.


Anden fase, normalfasen. Her går man enten til interviews i udlændingestyrelsen eller hos flygtningenævnet, hvis man fik afslag og en sag er anket til den øverste instans.


Taber man sin sag her, så er der ikke nogen appel i Danmark, og man er nu i tredje fase, udrejseposition. Her skal man rejse hjem til det land man kommer fra, hvis altså man nu kan det.
Hanne Gyberg, Talsperson i LGBT Asylum
"
"
"Jeg var bange. Folk sagde - du kommer i fængsel i Danmark. Men jeg tænkte, at jeg havde en reel sag!"







Et printet fingeraftryk og 7 timers ventetid senere blev Mohamed indkvarteret på Sandholm centeret. Her opholdte Mohamed sig i én måned, før han fik sit første interview.

I november 2016 flyttede han videre til Dianalund asylcenter, hvor han hurtigt fik praktik.

"Først hjalp jeg epilepsipatienter, så skar jeg træer ned i skoven, og til sidst arbejdede jeg i Røde Kors, hvor jeg hjalp med at uddele lommepenge til de andre flygtninge," fortæller Mohamed.

Efterfølgende fik han sit andet interview, og 1 år senere flyttede han, i september 2017, til Thyregod asylcenter, hvor han i dag venter på sin appelsag.

En appelsag, der viser sig langt mere kompliseret end først antaget.


Video: 34 sekunder
Mohamed havde tilbage i Gambia, set sig nødsaget til at lyve om sin seksualitet.

Da han i 2011 for første gang fik mulighed for, at modtage schengen visa, fortalte han til samtalen om dengang han måtte gifte sig med en gravid kvinde, for at skjule sin seksualitet.

Til samtalen om schengen visa, er Mohamed bange for at fortælle myndigheder om sin seksualitet. Han tror at historien om hans kone og nu nyfødte barn, ville fremme hans chancer. Det skulle vise sig at give bagslag.

Da Mohamed er til sit første interview i 2017, fortæller han for første gang de danske myndigheder den sande historie, om hvorfor han egentlig er flygtet. De tror ikke på ham, til trods for lægeerklæringer der beskriver, hvordan han har pådraget sig skader grundet totur som en konsekvens af homoseksualitet.

Udlændingestyrelsen vurdere at Mohameds historie ikke er sand. Han venter nu på at hans ankesag skal for flygtningenævnet.

En asylsag består af to ting. Den personlige historie, altså hvor personligt forfulgt er du. Og så består den af, hvordan forholdene er i dit hjemland, i forhold til de ting du siger at du er flygtet fra. I det her tilfælde din seksualitet.

Hanne Gyberg, Talsperson i LGBT Asylum
"
"
Livet i Danmark
At Parisa har fået asyl i Danmark, gør ikke hendes hverdag mindre bekymringsfuld, stresset og kedelig i forhold til Mohamed, der stadig bor i Thyregod asylcenter.
Kapitel 3
"Generelt har mine naboer meget travlt med at studere, og folk holder sig for sig selv. Det bliver kedeligt i længden."













I Hadsten nord for Århus bor Parisa i dag på et lille kollegieværelse sammen med danske studerende.Men livet i Hadsten er hårdt, for der er ikke mange muligheder for at møde ligesindede LGBT personer.

Parisa finder glæden når hun er i kirken. Her har hun praktik hos en lesbisk præst. I Kirken i Gellerup hjælper Parisa til med det praktiske, mens hun samtidig føler, at hun bliver accepteret som en del af samfundet.
"Livet efter asyl er stadig hårdt. Jeg har brug for hjælp til mange ting, og jeg forstår stadig ikke dansk. For nyligt blev asylpolitiken igen ændret, så jeg har kun fået tildelt 2 år. Derefter skal jeg søge igen. Måske risikere jeg at ryge hjem."

"At være i et asylsystem er ikke nemt. Ventetiden er rigtig hård. Hvis man ikke gør noget aktivt, bliver man sindssyg. Jeg ved ikke, hvad min fremtid er!"













Mohamed går i sprogskole og har også praktik i Jellinge. Det er her han også cykler med gamle mennesker på Christianiacykel på plejehjemmet. I fremtiden vil han gerne læse til social og sundhedshjælper. Hvis altså han får asyl.
"Det eneste man har i det danske asylsystem er at gå i skole, komme hjem, lave mad, spise, sove og gå i fitness. Det er frustrerende. Derfor er det også svært at holde sig fra stoffer og kriminalitet."
Tekst, video, foto og layout af

Alex Luka & Christian Lykking
This site was made on Tilda — a website builder that helps to create a website without any code
Create a website